Danmarks bedste betjening ??
Den 11. oktober 2002 bestilte vi et køkken i Vordingborg køkkens butik på Søborg Hovedgade.
Køkkenet blev bl.a. valgt fordi, der blev lovet hurtig levering og
levering blev aftalt til 28. oktober. Der kom så første dellevering.
For der var meget, som manglede. Og det var starten på en lang odyssé for at få
vores køkken færdigt. Der blev ikke leveret på aftalte tidspunkter, så
snedkeren kunne ikke blive færdig. Der blev leveret, men så havde snedkeren
ikke tid. Der var flere fejl, som skulle rettes, men så var de stumper som
skulle bruges ikke leveret og da jeg rykkede igen og igen, var der
alligevel ikke manglende stumper, men manglende tid hos snedkeren. Alt
dette til trods for at konsulenten lovede, at køkkenet var færdigmonteret
inden for en uge efter levering.
I sidste uge skulle snedkeren så komme for det, som vi troede, var
sidste gang. Der var et skab, som var forkert monteret og nogle låger, som
skulle rettes. Desuden skulle snedkeren slibe nogle hakker væk, som var lavet
af en anden håndværker. Skabet blev monteret korrekt og lågerne blev næsten
rettet til, men hakkerne er der stadig. Så jeg vil da ikke håbe, at han
fakturerer det arbejde videre. Det vil ikke være helt ærligt.
Og lørdag, da vi så - endelig - skulle til at tage køkkenet i brug og
sætte ting på plads i skabene, var der endnu en ting galt. Vi har købt et
underskab med halvkarrussel, og da min kone satte en skål på
karrusellen kunne den ikke dreje rundt. Ved nærmere efter-syn viste det sig, at den
var monteret i toppen med én lille skrue, som slet ikke kunne holde den
lodrette stang. Jeg forsøgte at rette på skruen, med det resultat at karrusellen
faldt fra hinanden. Det var et held, at den var tom. Til overflod var
de skruer, som skal holde den øverste hylde, små træskruer, som sad løst
og skævt i samlingerne. Og da jeg fik set nærmere efter inden i skabet
kunne jeg se, at flere af skruerne til bordpladen ikke var skruet helt i.
Jeg har naturligvis forsøgt at få kontakt med forretningen i Søborg
både på telefon og mobiltelefon, men der er intet svar.
Det snedkerfirma, som monterer, er helt åbenbart ikke dygtige nok. Jeg
har ikke på noget tidspunkt fået at vide, at bordpladen, som er massiv og
af europæisk kirsebær, skulle oliebehandles med det samme. Tværtimod sagde
snedkeren, at den bare skulle have olie inden for et par måneder. Så
nu er der kommet en fugtrand på pladen. Det lykkedes også for snedkeren at
lave 3 huller i det nyopsatte glasvæv, da bordpladen skulle monteres. Det blev
forsøgt repareret og malet - farven er bare forkert. Alt i alt lidt ubehjælpsomt.
Tilsyneladende tror konsulenten nu, at køkkenet er færdigleveret og
han har derfor skrevet et brev til mig, hvor han vil "se det flotte resultat,
og få afsluttet handelen med en god flaske vin". Brevet har han stilet til
mig, og så skriver han "Kære Mira og Claus". Den eneste Mira, jeg kender, er en
tegneseriefigur, og jeg er bestemt ikke gift med en tegneseriefigur.
Hvor han har det navn fra ved jeg ikke. Han har det ikke fra mig.
Så det er derfor, jeg skriver flere spørgsmålstegn efter "Danmarks
bedste betjening". Efter min opfattelse er der ingen forskel på Vordingborg
Køkkener og andre køkken-firmaer. De lover et i forretningen og leverer
noget andet i virkeligheden. Der er ikke ærligt, at love 14 dages
levering, når det tager mere end 2 måneder at få køkkenet færdigt. Så havde det
været mere ærligt at love 6 ugers levering, som flere af de andre
køkkenfirmaer.
Jeg sidder nu og ærgrer mig over, at jeg - desværre ved en fejl fra min
side - har fået betalt hele købssummen. Der er ingen tvivl om, at jeg havde
modregnet.
Og så går jeg naturligvis ud fra, at de foranlediger køkkenet
færdiggjort snarest, for selv om vi "kun" har betalt kr. 66.605 for køkkenet, skal
det vel være i orden.